1. Hjem
  2. >
  3. > Nyheder
  4. > Perlehyacint udnævnt til 'Årets blomsterløg'

Perlehyacint udnævnt til 'Årets blomsterløg'

Perlehyacinter (også kendt under det latinske navn Muscari) er et af de første blomsterløg, der blomstrer om foråret. På denne barske, kolde årstid har vi virkelig brug for den kulør, de giver i haven. Nu er denne lille skønhed blevet udnævnt til "Årets blomsterløg 2019".

Hvad ligger der i et navn?

Navnet "perlehyacint" er perfekt til denne lille løgblomst. Blomsterklyngerne ligner nemlig små perler – eller vindruer, og på engelsk kaldes den da også "grape hyacinth" (druehyacint). Vidste du, at disse elegante skønheder symboliserer ydmyghed og beskedenhed? Det skyldes, at man skal ned på knæ for at kunne beundre dem. Muscari – det officielle, videnskabelige navn – lyder mere avanceret. Dette navn henviser til ordet "moskus" på grund af den moskusagtige duft, nogle varianter producerer.

Masser af valg

Der findes omkring 40 forskellige varianter af perlehyacinter, men den mest kendte er Muscari armeniacum. Selvom blomsten på flere sprog kaldes "druehyacint", er det ikke alle sorter, der er lilla. De kan også være blå, pink eller hvide, og nogle er endda tofarvede. Disse populære, små blomsterløg kommer oprindeligt fra middelhavsområdet, Centralasien og Kaukasus. Vidste du, at man kunne købe perlehyacinter så langt tilbage som i 1596? Dengang kostede de, hvad der i dag ville svare til godt 30 kroner pr. løg.

Et godt, alsidigt blomsterløg

Perlehyacinter kan sagtens tåle frost og er nemme at dyrke. Hvis du lader dem være uforstyrret, spreder de sig naturligt og øger deres antal hvert år. Det er ikke så mærkeligt, at alle haver kunne trænge til nogle perlehyacinter. Selve planten vokser til en højde på 10-25 cm, og hvert enkelt lille løg producerer mere end én klynge blomster. Hvis du gerne vil nyde synet af perlehyacinter, skal du plante dem i efteråret fra oktober til december, inden frosten sætter ind.

Tips

  • Hvis du ønsker en skøn duft af moskus i haven, skal du sørge for at plante en af følgende varianter: Muscari aucheri "Blue Magic", Muscari armeniacum "Blue Spike", Muscari botryoides "Album" eller Muscari macrocarpum "Golden Fragrance". Ingen have? Hvis du har en terrasse eller balkon, kan du stadig være med, idet de fleste varianter (med Muscari armeniacum som den mest almindelige) kan plantes i potter.
  • Du kan prøve at plante grupper på mindst 25 perlehyacintløg tæt sammen for at skabe et iøjnefaldende farvedisplay i haven. Sikke et smukt syn, det bliver til foråret!
  • Måske er du ude efter en munter kombination af planter? Hvis det er tilfældet, kan du plante perlehyacinter sammen med balkan-anemoner (Anemone blanda).

243118_aangepast.jpg 241940_aangepast.jpg

243222_aangepast.jpg 223484_aangepast.png

217088_aangepast.png 45021_aangepast.png

Del denne side:
To Nyheder